Om HO

Velkommen til Hovedstadens Ordblindeskole.
Hovedstadens Ordblindeskole er en selvejende institution, der blev opstartet i 1948 og siden stiftet som en fond d. 1. oktober 1963 af Erik Detlefsen og Eva Jacobsen.
På Hovedstadens Ordblindeskole går der voksne i alle aldre. Kursisterne er håndværkere, lærere, pensionister, sosu-assistenter, arkitekter, studerende, arbejdsløse osv. Fælles for alle er ordblindheden og ikke mindst lysten til at arbejde med det danske skriftsprog.
På små hold arbejdes der med lyde, bogstaver og tekster på mange niveauer. Der skrives på alt fra små diktater til ansøgninger, og der læses lette og svære tekster. Også studerende fra alle slags uddannelser tegner et billede af skolen, og der arbejdes med opgaver og trænes til mundtlige eksamener.
Skolen ligger tæt ved Østerport Station i to store klassiske herskabslejligheder, og kaffemaskinerne brygger kaffe fra tidlig morgen til sen aften. Miljøet er trygt, men også meget seriøst. Folk kommer, fordi de vil lære noget, som de skal bruge i deres hverdag.
Ud over at underviserne er sprog-nørder med særlig viden om ordblindhed, så har kursisterne stor gavn af hinandens erfaringer og gode råd. Kursisterne kommer typisk en eller to gange om ugen, om de bruger blyant og papir eller nyeste it-redskaber, kommer an på behov og på undervisningens formål.




